søndag den 20. april 2014

Sådan burde alle 10-åriges fødselsdage jo være! Om få lov, til at lave den lov...

Man kan starte sin 10 års fødselsdag på mange måder, victors startede med en masse tålmodig rævesøvn, i mens hans familie tullede rundt, og fik gjort morgenen fødselsdagsklar (I en bungalow med 6 mennesker er det umuligt ikke at blive vækket) og han holdt  ræven kørende, til vi stod klar med sang og skrål. 
Der skulle pakkes gaver ind, og lige så primitivt som når vi vasker op ved en lille udendørs vandhane, ja lige så primitiv blev indpakningen (det er ikke gavepapir der vælter hylderne her på øen) 
Så gaverne blev pakket ind i tøj, håndklæder og tæpper. Og mig der ellers altid har svoret, at jeg ikke ville være, den slags mor der gemmer gavepapir, men der hørte jeg lige, mig selv sige - Victor vi gemmer lige gavepapiret! ( aka Min nye kjole) 
Vi sad på gulvet på terassen, og hyggede med lidt morgenmad (der er kun 2 stole) og så på en meget glad Victor åbne gaver. 
Så kom Mikkel med en af de tidlige morgenforberedelser, en Tuk Tuk, vores Tuk Tuk for idag. 
Der var jubel, for det er allerede et par uger siden, at vi sidst har haft vores egen Tuk Tuk. 
Nu skulle turen så ellers gå til den anden ende af øen, hvor der er en nationalpark og en jungle. Dem der kender øen vil nok tænke, ville i krydse øen med en Tuk Tuk!?! 
Det kan man da ikke! 
(Men det vidste vi jo ikke?) 
Men hvor der er vilje er der vej, og hvor der er vej kan man vel køre... 
Vi kørte glade afsted (denne gang med hjelme, sikkerhed på højt plan i denne verden) og fik fyldt tanken godt op på tuk'en.
Da vi nåede ud af byen, hvis man kan kalde det en by? Så var det vi opdagede, at vi åbenbart var højt oppe, for nu gik det ned! Ikke bare ned, men den stejleste og længste bakke jeg har set, og så var der alt det bakke vi ikke kunne se, for den snoede sig! Der var vores tillid, til vores Tuk Tuk's stabilitet, ikke helt i overensstemmelse med bakkens hældning.!
Vi valgte (endnu engang) at lade Mikkel klare ærterne (godt jeg ikke er mand, og skal være superhelt) Prinsesse fik jeg dog heller ikke lov til at være, for drengene, og jeg måtte så gå hele vejen ned af bjerget, i mens Mikkel fik Tuk tuk'en ned uden at den væltede. 
Det var pænt varmt, og pænt hårdt at gå ned. Vi kogte og hældningen var så stejl, at jeg virkelig mærkede muskler i leggen, som jeg ikke troede jeg havde? (dvs jeg HAR muskler) Jeg var oven i hatten så heldig, at jeg også bar på Rumle det var næsten ikke ekstra varmt og hårdt.! 
Så kom vi endelig ned (gik ca 1 km) så er der et T-kryds!! Vi spurgte nogle thai'er om vej, men de alle pegede, at vi skulle tilbage i den retning, som vi kom fra. 
Det vil sige op af den bakke vi lige var kommet ned fra! Vi var i benægtelse, og overbevist om at de nok ikke havde forstået os! Indtil at der kom en thai'er der faktisk kunne engelsk på højt niveau, et så højt niveau at vi måtte se sandheden i øjenene! Vi skulle op af bjerget!!! Når jeg nu er færdig med at mindes hvor hårdt det lige var, så var der også Mikkel der skulle kører vores Tuk Tuk op! 
Det var en virkelig gammel Tuk Tuk, og vi var pænt bekymret for, om den kunne trække sig op der? Det bliver ikke vores børn der går og småklynker over trætte ben på børnehavetur i fremtiden, de er snart hærdet. 
Vi var endelig på rette kurs, men langt fra færdige med at efterlade Mikkel i stikken på stejle bakker, og selv vade op og ned og op og ned.
Det var så hårdt og varmt at jeg ramte det stadie af udmattelse, hvor jeg kunne lægge 
mig til at dø langsomt i vejkanten, men det gad jeg ikke på victors fødselsdag.! Så jeg brugte en (for mine omgivelser) belastende indre surviver engergi, jeg grinte simpelthen af udmattelse AF ALT OG INGEN TING. Jeg kan ikke engang huske om nogen grinte med mig, eller kun af mig? Drengene muggede lidt af til over at det var hårdt 
- pjat drenge der er bare en bakke... 
Ikke engang Bs Christiansen havde luret hvor udmattet jeg var, jeg var en ren energibombe (uden på) 
Velfortjente is blev nydt, da vi kørte gennem en lille by. 
Når vi ikke gik op og ned af stejle veje, så kørte vi afsted og nød udsigten over kysten, og igennem veje der krydser jungle. 
Vi måtte dytte af aberne for ikke at køre dem over, og kører uden om elefanter (elsker vilde dyr på vejen, så er man jo et fedt sted i verden) 
Vi sang i bedste familien Von trapp stil (den sangudgave af Von Trapp, der ikke ville redde os i 2 verdenskrig) fødselsdagssange for Victor i mens vi drønede afsted. Det føles så nørdet, og så hyggeligt at sidde der og skråle med vind i håret (hvor tit gør man lige det?) 
Vi stoppede ved de smukkeste strande, og ved de smukkeste udsigtssteder. Sådan nogle "drømmer jeg steder?" 
Vi nåede et skilt hvor der stod - nationalpark 3 km. Yes tænkte vi et kort øjeblik, indtil vi så bakken bag skiltet! Der er noget der hedder modig, og så er der noget der hedder dum-smart. 
Hvis vi ville forsøge at krydse den bakke, så er vi nok i nærheden af sidstnævnte. 
Vi måtte simpelthen kaste håndklædet i ringen, og opgive vores Tuk Tuk marathon så tæt på mål. I stedet parkerede vi i en have, hos en tilfældig thai'er, som vi så fik hyret, til at køre os resten af vejen. 
Ret god beslutning, for nu skulle vi højt op, og også langt ned. De 3 km var som en tur i rutsjebanen i Tivoli, vi havde selvsagt aldrig nogensinde klaret den tur i Tuk Tuk.
Drengene grinte, og syntes det var fantastisk med rutsjebane tur hen til junglen, jeg holdt godt fast og fik lige taget foto på nethinden af udsigten (ubeskrivelig) 
Så nåede vi mål, vi havde besluttet, os for at tage klapvogn med (but why?) nu er vi jo snart eksperter, i at tage børn med i junglen. Hvor kom den beslutning så fra? For nej, sådan en kan man ikke køre rundt der! 
Det gik fint igennem parken, hvor der er så smukt. 
Men junglen den gik kun stejlt op ad, meget stejlt og meget højt. Mikkel trak det lange strå, og måtte slæbe, trække og bære klapvognen. Jeg bliver virkelig piget i den slags situationer - det kan jeg slet ikke, den er aaaaalt for tung! (Selfølgelig med sådan en slags stemme der antyder, at jeg gerne ville have givet det et forsøg, hvis jeg havde troet bare lidt på, at jeg kunne) Mikkel slæbte klapvogenen i sådan en gang tropisk fugtig varme som junglen byder på, det var træning på højt plan. Jeg aner faktisk ikke, hvordan han kunne finde luft, til at svare på alt min småsnakken? 
Rumle præsterede at falde i søvn, til trods for at klapvognen blev væltet rundt over forhindringer. Vi måtte trække den over broer, der var så glatte at den rutsjede ned til den anden ende (og han sov videre)
Vi så mange aber, termitbo der var kæmpe store, kæmpe myrer der gik på lige række som soldater, fugle, leguaner og kæmpe smukke træer. 

Vi mødte på vores tur en englænder, hun kom løbende fra den vej vi lige var kommet fra, hun løb fordi en abe havde angrebet hende, og prøvet at bide hende (scary) men den var vi da heldigvis forbi..! 
Ti minutter senere mødte vi så et fransk par, de kom den vej fra, som vi skulle. Han stoppede op, og sagde til os, at vi skulle samle nogle sten, for der er en meget agressiv han abe der angriber! Nice nu er vi fanget mellem to psykopat aber! 
Vi mødte ikke andre mennesker! Mon de havde prøvet at nå frem? Gys... Hver gang vi hørte lyde, hoppede vores hjerter lige en ekstra gang. Vi kiggede op mod trætoppene, og ind imellem det tætte regnskov og prøvede at spotte om der var sure aber? (Dobbeltgys)  
Inden vi så os om, havde vi ubevidst alle valgt at benytte mit tidligere overlevelsesinstinkt. Så vi var overgearet og grinte, det var nok derfor vi aldrig mødte den sure abe på vej ud. 
Det gjorde turen vildt spændene at vi var nervøse, for at møde aben. Da vi kom ud, var vi helt høje af oplevelsen, velvidende at vi ikke mødte aben, så kunne vi endelig ånde lettet op. (Rumle sov stadig) 
Vi var sultne, for vi havde glemt det brød vi skulle have med, så vi havde kun makrel på dåse med. (Ret nytteløst) 
Vi ventede på at blive hentet, ved det smukke fyrtårn hvor drengene hyggede med stenkast, og en klam død fisk.
Med trætte ben (og Emil med jungle benskade) blev vi hentet af vores tidligere redningsmand, og sat af i hans have, så vi kunne tuk tuk hjemad. 
På hjemturen der var vi alle så mega udkørte, så vi var meget mere modige på bakkerne (for træt til at gå) vi slap dog ikke uden om at måtte forlade Tuk tuk'en nogle gange, og slæbe os afsted. 
Der var en "elefant chauffør" (hvad er det nu de hedder?) der blev pænt irriteret på os, for bakkerne lå på stribe, og hver gang vi med vores larmede Tuk Tuk, havde overhalet hans elefant, så mødte han os igen for enden af bakken, når vi holdte stille for at overveje, om vi turde køre op af den næste? Og sådan gentog det sig seks syv gange på, og forenden af de mange bakker. (Turister!! I Tuk Tuk) 
Vi kom hele hjem (det er man altid glad for efter Tuk Tuk tur) 
Vi kørte hjem, og hentede de 10 svævende lanterner, som vi havde givet Victor om morgenen. Nu skulle vi ned til stranden, og spise og sende hans 10 "fødselsdagslys" op til himmels. 
Så kunne morfar puste lysene ud (R.I.P min dejlige far) 
Vi kørte ned til stranden (det tager normalt 2 min at gå) men drengene fik lov til at køre Tuk tuk'en på skift derned, så vi kørte turen 4 gange. 
Drengene legede i sandet, vi nød den smukke solnedgang. Så satte vi os efterfølgende op, og spiste den bedste burger (Victor gode valg) 
Bordet vi sad ved var en gammel båd, der var lys i alle farver i træerne omkring os, og solnedgangen farvede himmelen i horisonten. Der sad vores fire glade drenge, med burger i hele hovedet, og grinte og snakkede om vores dejlige dag.

Efter vi havde spist,  luntede vi mætte og glade ned i sandet. 
Vi tændte de 10 lanterner, og lod dem flyve til vejrs. Vi stod og så på dem forsvinde, og drengene råbte til himmelen - vi elsker dig morfar - jeg savner dig morfar... (Snøft) 
De 10 år, vi har haft vores dejlige dreng Victor, har ladet sig forsvinde i samme fart, som lysene forsvandt på himmelen. Og lige så smukke har de år været, fyldt med lys og kærlighed, der kun er steget højere og højere op for hvert år der er gået. I takt med glæden ved at se hvor trygge, og lykkelige børn man kan skabe, når man fylder sine børn med livsglæde, kærlighed, og troen på alt er muligt. 
Efter vores sentimentale øjeblik på stranden, fik vi en kæp i hovedet. 
Rumle var nemlig ikke igang med at tænke på alt muligt sludder, bare fordi der fløj brændende papir mod himmelen. Nej, han ordnede rigtigte ting! Så som at fægte med en kæp, af 3 dobbelt størrelse som ham selv. 
Vi kørte hjem, og holdte sukkerfest (det gad Rumle tilgængæld godt deltage I) Emil, Anton og jeg havde tømt seven elleven for sjovt slik, det koster mellem 1-2 kr her i seven elleven, så vi gav den lige gas, det gjorde drengene også da sukkeret i speed stil ramte deres energi center. Der blev der grint, og fjollet lige indtil de gik kolde med et smil på læben. 

Hvis alle fødselsdage var sådan, så skulle vi jo have haft 12 børn, så vi kunne fejre sådan en dejlig dag hver måned. 

Bloggen kan følges på facebook på siden - verden som legeplads 👍 Like og så får du de nye blogindlæg 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar