tirsdag den 1. juli 2014

Endelig gav han mig mit pas, og jeg havde heldigvis ikke stået et afslappet øjeblik og klasket min dna på en bil der var brugt til bankrøveri.

Så blev det fredag morgen hvor vi havde en deal, med en chauffør om at køre os ret langt. Planen var at køre og sejle til Cambodia hvor vi skulle på visarun, så derfra til Bangkok, og fra Bangkok med et nattog til Surat Thani, og derfra sejle til Koh Samui. Så ville vi være på Koh Samui lørdag morgen. Selvfølgelig holdt planen ikke, men den var da meget fed at lave, for så havde vi da en ide om, hvad vi foretog os! 
Hun havde kommet lidt ekstra creme på kagen, hende vi bestilte minivan af, da hun havde fortalt om bilen. Den viste sig at være ret gammel, og den dvd skærm hun havde lovet os i bilen, den var der, men den du kommer dvd'en I, den var der ikke! Vi havde ellers købt, tre nye kopifilm til ungerne til at fordrive tiden med. Chaufføren han kunne ikke engelsk, så vi stod bare "hvad" og måtte ty til helt almindelig gammeldags underholdning, så som at tale sammen, kigge ud af vinduet og powernappe. Det var ellers første gang vi havde været på forkanten med film, de andre biler vi har kørt langt med, de havde dvd afspiller, men vores film lå HVER gang, dybt begravet i bagage bag I.  En fed ting det var, at der var som lovet en bilstol til Rumle, fedt fordi det er mere sikkert, men wow det er første gang vi har Rumlelim i en bil her i Thailand. Han kunne ikke kravle rundt i bilen, skifte sæde hvert andet minut og han var pludselig hyggeligere selskab i en bil, når nu han sad hæftet fast på stolen. 
Vi slog kurs mod færgen fra Koh Chang. Som den første bil ved havnen, så kunne vi godt se, at der nok ikke var udsigter til at vi var til søs indenfor de næste ti minutter. Chaufføren slukkede aircondition ( Så kan man næsten slet ikke undgå at holde af ham) det var der vi opdagede, at det ikke bare var en varm og lummer dag. Det var stegende lummert, og sveden piblede af os alle. Man skal bare ikke være sart når man backpacker, for der er mindst 24 timer til der er udsigt til et bad, og vi var alle pænt klamme efter en time. Takket være et par hjemløse katte, så fik vi ungernes svedige kroppe badet i kattehår, og sorte hænder af at kravle på jorden I ventetiden ved havnen. Ja, så er der lagt i ovnen til en tur igennem Thailand, for på de lange ture er man hverken lækker eller ren. 
Der blev svedt og der blev drukket nok vand til at sikre mindst ti tissepauser inden Cambodia. 
Det er fedt at forlade et sted til søs, båden starter og der ser vi øen forsvinde langsomt. Regnskoven der farver hele øen, og de små huse på vand forsvinder i horisonten. Det er sådan et øjeblik hvor vi alle står helt stille og kigger, for på den ø vi ser forsvinde, har vi sat vores fodspor. Livet på øen fortsætter som altid, men inden vi i et spontant øjeblik, besluttede os for at tage over på den ø, var det liv på øen helt ukendt for os. Nu er der noget helt specialet over at vi nu kender livet der, en helt ny verden for os er blevet til en del af os, og en del af denne rejses minder.  
Det er fedt at være på farten igen, vi elsker bare at rejse mod det ukendte og på nye eventyr. Vi alle var helt høje, da vi var på båden. Det er en fantastisk verden, og vi er I den. Vi har overgivet os selv til alle oplevelserne, glæden er vores skønhed her. Det er egentligt så simpelt, for der kræves så lidt. Rumle rejser i bare tæer, og en strømpe til at beskytte hans skadet tå, som han tabte en stor sten over. Der er ingen der kigger mærkeligt, for det her er en verden hvor man godt må være møgbeskidt og rejse I bare tæer. Vi har aldrig før vasket vores børn så sjældent I sæbe som nu, vi har ikke redt deres hår siden Koh Samet, og alligevel er de smukkere end nogensinde før. De gror stærkere end de nogensinde har gjort før, og de vil vide mere, end jeg nogensinde har vidst. 
De er faldet til I en verden, der har flere smil end de har skinnende gulve. De suger hele glæden ved at rejse til sig, og end ikke færgens toilet kommentere de, for det er jo sådan den her verden er.
Vi kørte afsted fra færgen, og vi havde ingen ide om hvor længe vi skulle køre for at komme til Cambodia? Nu har vi så heller ikke noget ur, så jeg aner heller ikke hvor lang tid det tog? Enten gik det ret stærk, ellers var det bare fordi at Rumle var lænket fast til en stol, at vi følte turen gik stærkere? Til jer der har læst om vores tidligere visarun til Cambodia, ja så var det ikke den fedeste tur. Så denne gang var vi klar på det værste. Vi kører ind mod hvad der ligner lidt INGENTING! Der var en lille mur hvor der sad nogle tiggere med en abe, ungerne fik lov til at give dem lidt mønter, og fik så som tak lov til at hilse på deres abe, han sad ret sødt og hilste med hånden. 
Måske har vi bare rejst så længe, så vi er blev lidt immune, for vi lod os egentlig ikke påvirke af at der sad en "stakkels" abe, og en mand sad uden arm og en uden ben. Vi har set så meget efterhånden, de har jo selv sat sig der, og det er nok ikke helt tosset tænkt at sidde lige der hvor turister valfarter over grænsen, og særligt ikke hvis man mangler lidt arme og ben. De så vildt glade ud, og jeg tror ikke længere på at hullet tøj gør en ulykkelig. 
Vi har set mange aber der har haft langt dårligere vilkår, de har været i så små bure, hvor de sidder og rokker frem og tilbage. Deres pels er helt ødelagt og hvis øjnene er sjælens spejl, så spejler der sig en virkelighed af angst, sorg og fortvivlse, der får en lille tåre I øjet til at virke som den eneste udvej for sjælens udtryk. De sidder der endnu, og når du læser dette, så ligger de nok i bunden af deres lille bur og sover. For her kommer ingen og hilser, og her er en verden ved grænsen langt bedre, end et liv lige på grænsen af verden, når den svigter dem uden stemme. 
Der findes altid en verden der er bedre end grænseabens, men ikke alle kan være I en verden med frihed, for nogengange er noget eller nogen større end dig, men det bedste må da være at se lyset hver dag, og frem for alt ikke være alene. 
Efter muren var der et lille hus, det var så grænsen! Hmm det var bare slet ikke hvad vi havde på forestilleren. Sidst var det kæmpe store bygninger, kriminalitet og kampklædte vagter og politi. Her sad et par hyggefætre i polo og shorts, de tog imod os, og gav os hvad vi skulle udfylde. Her skulle vi ikke straffes for at have avlet som kaniner, og få krampe i hånden af at udfylde en masse papir for os alle. Nej, det gjorde Hr. Hyggefætter. Sidst travede vi ind og ud af store bygninger for at tjekke ud af Thailand, så ind i Cambodia, købe visum til Cambodia og så tjekke ind i Thailand igen. Her der gik vi hen til første vindue i det lille hus, her sad så to uniformerede mænd og tog fingeraftryk på os, og tjekkede pas osv. De så imodsætning til sidst ret søde ud, men alligevel så syntes jeg altid det går så langsomt når de har taget mit fingeraftryk, og tjekker mit pas. Så langsomt at jeg begynder at fundere over, om jeg kan have sat mit finger aftryk det forkerte sted og nu er efterlyst i hele Thailand? Så tænker jeg - Argg chill Tina, plat tanke...! Men så kigger han lige væk fra computeren, og hen på mig med et alvorligt blik, som om han lige tjekker at det nu også er den samme som på "efterlyst plakaterne". Gisp så er jeg tilbage I skrækken for asiatisk politi, og mine fødder og hænder sveder. Han siger også noget til sin kollega? Det er sådan et land hvor man bare ikke går over for rødt, de er vildt skræmmende deres politifolk. Endelig gav han mig mit pas, og jeg havde heldigvis ikke stået et afslappet øjeblik og klasket min dna på en bil der var brugt til bankrøveri. 
Bagefter skulle vi så tjekke ud af Cambodia, og der må det have været sparetider. Vi blev nu vist hen til det andet vindue I huset, hvor vi så skulle vise pas igen, have taget fingeraftryk og vise de stempler de to mænd lige havde sat i vores pas. Vi stod lige og ventede lidt, og så kom de to helt samme mænd som lige havde tjekket os ind I Cambodia, for fem minutter siden ved det andet vindue.
Det virkede sådan lidt rollespils agtigt, for de lod som om de aldrig havde set os før. De skulle have vores pas, som de kiggede nøje på. Ja, det var jo dem selv der lige havde udfyldt dem for fem minutter siden, men ak nej de tjekkede nøje, og lavede samme nummer igen med at kigge på skærmen og så på os, og fik da også lige vores fingeraftryk igen. Vi begyndte sådan at overveje, om vi var ved at blive fusket? Måske ligger den rigtige grænse med store bygninger og personale nok 500 meter længere ned af vejen? Måske er det visum vi lige har betalt tusind DKK for, bare papir? Heldigvis kom der to engelske backpackere der havde været der før, og kunne fortælle os at den var god nok. 
Visarun fik vi overstået på den kvarte tid i forhold til sidste gang, og Anton og Rumle gik over grænsen med hver deres strømpe på. Anton havde mistet sin ene kliklap undervejs, og for ikke at brænde tæerne på den varme jord, så fik han Rumles reserve strømpe på. De må sku nok have tænk at det alligevel var lidt underligt, de så ret umage ud med hver deres strømpe.

Så gik turen bare ud til vores chauffør, der ventede på os ved grænsen med alle vores ting. Nu skulle turen gå fra Cambodia til Bangkok. 
Vi holdt et par stop undervejs, det er så hyggeligt når vi stopper på de lange bilture. Det er helt andre sider af landet vi ser, vi er langt væk fra turister og hygger rundt på deres hyggelige lokale markeder.
Vi fandt et total yndlings gadekøkken. Hvis hun havde været på instagram så havde hele verden fulgt hende, for at få del I hendes madprojeter. Den ene lækre ret efter den anden var sat på bordet, hele fisk grillet på spyd, og de skønneste retter. Prisen var også en helt anden fordi vi var landet på et lokalt marked, vi åd næsten hele bordet med ben, for den nette sum af 75 kr for alle os og chauffør. 
De var oppe og ringe over at få besøg af fire lyshåret drenge, og vi var helt oppe og ringe over hendes mad. Vores børn er ikke kræsne, så selv den chiliindsmurte fiskehale kørte Rumle ned, som var det en sprød chips. Det har givet pote at de altid kun har fået det der blev serveret, og der ikke kom havregrød til dem der ikke spiste nok aftensmad, eller havde besluttet sig for at de måske ikke rigtig sådan lige den dag kunne lide det mad. Det er vildt fedt at købe mad til dem her, for de spiser og de spiser, og de vil hellere end gerne prøve noget nyt hver gang. Vi spiste da også så meget at det lignede der havde siddet 5 fuldvoksne mænd og spist om kap, uden at tøve med at slå chiliclaus i at få seje tåre i øjnene når det rigtig brænder. 
Jeg fulgte lige et par børn på toilettet og måtte lige tage billeder, for det her, det er hvad man vænner sig til. Det var langt fra helt dårligt det her, for her var der rigtigt toilet, vandhane og der stank ikke sådan slemt. Der er nogle hvor man bare må holde vejret, og kan bruge tiden på at tælle kakalakker og tjekke rottehuller I væggen. Nogle toiletter er midt i restaurantens køkken, med kun en halv væg der er ved at falde sammen. Ja, så kan man sidde der "sammen" med kokken i samtalekøkkenet.  
Turen var gået rigtig nemt, det begyndte at undre os! Det var gået for nemt, og alt for meget efter planen, det begyndte at være skræmmende unormalt. Vi kørte imod Bangkok centrum, og det er et af de mest fascinerede syn vi har set. Der var lys over alt der lyste op i mørket, kæmpe skyskrabere stak op side om side, vi har aldrig været i New York, men det er nogenlunde sådan jeg forestiller mig New York ser ud om aftenen. Wow det var flot. Nogle hoteller havde så flot lys, at det næsten er synd at solen står op igen. Nu nåede vi så til Bangkok central station, hvor toget skulle gå fra og klokken har nok været omkring 22? Vi havde nu været på farten i ca 12 timer, og var lidt døsige i kanten. Men så stod vi ud af bilen ved stationen, og der vågnede vi op. Vi nåede lige at få fødderne ud, da alle børn straks blev kastet tilbage i bilen. Foran stationsindgangen startede en slåskamp, der blev råbt og politi kom stormende. Vi ventede i bilen til alle mand var anholdt, inden vi gik ind. Vi var bare slet ikke I "toghumør" da vi gik ind, men mere I humør til hvide lagner, aircondition der var tunet helt op og en dyne. Alt det drama på stationen og skumle typer I mørket, gjorde os ikke vildt hooked på at blive der. Vi gik hen til billetlugen for at købe billetter, men der var udsolgt. Vi kunne vente i tyve minutter for at se om der kom ledige pladser, men det var som et tegn at vi ikke skulle køre tog den nat. 
Så det tog os cirka et minut at blive enige om at finde et hotel.
Der var ca tusind chauffører der gerne ville hjælpe os, med at finde et billigt men okay hotel. De alle lovede guld og grønne skove, men vi ved også af erfaring at det sjændet er som lovet, når man så når frem. Vi faldt så for en der ville køre os for kun 100 baht, og han kendte et sted der lød godt. 
Vi fik pakket alt bagage op på hans lille tuk tuk, og stablet børnene i bunker efter alder, og så kørte vi afsted igennem Bangkoks mørke gader, der er lyst op af alle butikkerne. Det var ret spændene at køre afsted, det var så autentiskt det natteliv, og der var stort set ikke et hjørne hvor der ikke lå hjemløse og sov på papkasser. Det var som at blive tryllet ind I en helt anden verden, og vi kiggede til alle sider for ikke at gå glip af noget. 
Vi kom hen til hans fantastiske hotel! De ville så have den dobbelte pris, af hvad han havde lovet og der var ikke vinduer. Tak, men ellers tak... Så stod vi sådan lidt, hmm hvad gør vi nu? Skulle vi finde en ny chauffør? Men på den anden side så havde vi ikke lyst til at gå rundt i mørket, og finde en ny... Han fik vist ret dårlig samvittighed over hans skod sted, og han kunne vist godt mærke vi var ret irriteret på ham, så han ville køre os til endnu et sted. 
Han kørte ned af en masse små øde veje, og jeg tænkte det her kan umuligt føre til et godt sted! Så kørte han os ind I en P-kælder. Gud forbyde min fantasi I mørke... 
Han ville heldigvis ikke kidnappe os, eller føre os ned til et tæskehold, fordi vi ikke havde taget imod hans første hotel. Nej, det var bagindgangen til et helt fantastisk dejligt hotel. Vi kunne sove der til ganske fornuftig pris, og der var både smukt og hyggeligt. 
Det var übber dejligt at komme ud på badeværelset hvor der lå sæber og hvide håndklæder. Forevigede lige mit fedtede hår og rejseklammekrop der bare skulle have det bedste bad, og så kaste sig i hvide lagner. Det var næsten som en drøm efter den lange rejse, og nøj hvor var vi glade, for at vi ikke lå I et tog. Rumles rejsefødder blev også lige foreviget, den ene havde tydeligvis været godt beskyttet med strømpe. 

Rene og i vores beskidte rejsetøj (det var for besværligt at pakke ud og finde nyt tøj) gik vi ned og spiste dejlig morgenmad. Så skulle vi ellers ud og se Bangkok i dagslys. Det er tredje gang vi er I Bangkok her på rejsen, men hver gang havde det bare været pitstop. 

Vi tog små tuk tuk'er rundt, som er den halve pris end alle andre steder vi har været. Vi kørte rundt, vi kiggede så hovederne var ved at trille af. Så gik vi ellers på det ene sjove marked efter det andet, og op og ned at de mest fantastiske veje. Nogen veje var ure veje, på hele den lange vej blev kun solgt ure, næste vej var en madvej, tredje var en våbenvej, fiskeudstyrsvej, taskevej osv... 
Rumle forelskede sig I dukker endnu engang. Rumle har allerede fået sig en dukke, der er hans "gåkke". Ja, det er første gang vi har købt en dukke til en af vores drenge, men han er meget glad for dem, og plager tit om dem. En dag kom vi til at snakke om, hvis nu han havde været i vuggestue, så havde der jo været en masse legetøj til både piger og drenge at lege med. Men her har han kun set biler og pistoler. Så de fine dukker bliver jo pludselig spændene. Så nu har han fået en dukke, den leger han med non stop, og den leger seje drengelege. Man kan jo heller ikke gå rundt med pistoler og pløkke alle ned man møder heletiden, det bliver jo også trivielt og med tiden kriminelt. Han fik dog ikke de to prinsesser, da det må være nok med den skaldede babydukke. 
Drengene fik charmet sig til at være hjælpekokke i et gadekøkken, de får åbent mange døre med deres smil og charme. 
Vi fandt også en ægte park, det er første gang vi har set en ægte park her I Thailand. Der var også en ægte legeplads, selvom det var virkelig varmt at lege midt I solen, så holdt drengene sig ikke tilbage. Det var helt fascinerede for det var så fint I den park, den så meget europæisk ud. Så var der højtalere med stille musik, så man kunne få den helt rigtige afslappede stemning I parken. 
Vi gik nede I underjordiske gader, hvor vi pludselig hører Anton græde under et bord. Vi vidste med det samme han havde fundet kattekillinger, for han græder af lykke hver gang. Nyforelsket I to kattekillinger, og tæt på at være enormt overtræt efter en lange rejse dagen før, og Bangkok rundt fra vi stod op. Så blev det ikke taget vel imod, da vi sagde han ikke måtte beholde dem. Anton kunne slet ikke have at han skulle efterlade dem, for hvem skulle elske dem, når de gik helt alene rundt I de underjordiske gader? Det gjorde det så hellere ikke nemmere at der sad en smilende thai'er og gentog - you Can keep, you Can keep, okay you take cat... - Siger de jeg kan beholde katten? - Nej, lille skat, de siger at de elsker kattene og vil blive MEGET ked af det hvis de flytter. 

En tudekiks senere gik vi videre ud I verden
Helt betaget af Bangkoks gader, og med intern lovning på at her skal vi tilbage hertil.
Byen er så stor, men med så meget charme vi ikke har set I andre storbyer her I Thailand. Her sidder en mand der lever af at sælge urremme, en sælger brugte skruer, og livet her ligner en verden hvor ingen syntes at måle og veje sig I hinanden. Jeg vidste ikke man kunne leve af at sidde på et lille hjørne og kun sælge urremme, men der er så meget jeg ikke viste før denne rejse, og så meget jeg har at lære endnu. Ikke kun om landet, men om livet, for her er der helt andre værdier og de kan ikke købes for penge. 
Vi travede i gaderne til tiden indhentede os og vi måtte tilbage til hotellet og hente alt bagagen, så vi kunne komme med toget til næste stop - Surat Thani.

Vi fik pakket alt på en tuk tuk igen, og lige som vores tur i Bangkok startede I en tuk tuk med børn og bagage, så sluttede den da vi køre samme vej mod stationen. Denne gang var det lyst og noget mere børnevenligt på stationen. Der var mange børn der ventede på tog, og der gik ikke længe før de alle var samlet, om de glade fire lyshåret drenge der løb og legede. Det blev en alletiders ventetid, med synet af børn der løber, leger og griner uden at forstå et pip af hvad hinanden siger. 
Det er ikke det du siger, det er det du gør. Vi har mødt mange fantastiske mennesker på vores rejse indtil videre, som vi slet ikke har kunne tale med, alligevel kan man ofte fornemme, at de bare er skønne mennesker. 
Vi havde taget nogle thai retter med I toget, og nåede lige at guffe dem I os inden at stole blev redt op til senge. Det var noget helt andet end sidst. Her sad vi I aircondition, der blev redt op med hvide lagener, hvide tæpper og puder. Det var stort set kun backpack rejsende der var med, og der var hyggelig stemning I toget. Drengene fik charmet sig ind og fik høstet en masse roser af de medrejsende, der nok lige har løftet øjnebrynene, da de så der kom fire børn ind. Meeeen hvad de ikke vidste var at det var fire så gode og søde drenge ❤️

Vi sov ret godt, Mikkel og jeg vågnede dog en del, for lige at tjekke at vores kuld lå som de skulle. Rumle havde jeg bundet fast med en strop fra min bikini top, som jeg havde på, den var så bundet til hans up and go ble, ja for at undgå det selv samme. Der skulle ikke være noget up and go når vi lå og sov. 
Vi var inde på stationen I Surat Thani tidlig morgen. Mega trætte spiste vi morgenmad på stationen, hvor vi så tog bussen videre til færgen, og endelig var vi på færgen med smukke Koh Samui I sigte. 
Vi splejsede med nogle andre backpackere med taxa til Lamai Beach, så gik vi på bolig jagt og fandt faktisk en perfekt strand bungalow til fantastisk pris I løbet af ingenting tid. 
Vi havde nok på en måde, mistet vores tidfornemmelse ret heftigt. Helt uden at rejse igennem tidszoner, så var vi så desorienteret, at vi skyndte os ned og tage en dukkert på den smukke strand inden solen skulle gå ned. Så gik vi efterfølgende op på resortets restauret og spiste aftensmad. 
Vi kom så tilbage til vores bungalow mætte og trætte og fandt ud af at klokken var 14.30!!!
Ja, så måtte vi jo ud og spise aftensmad igen senere, og jeg føler meget sikker på at vores børn blev mætte. De spiste, og så sov de ellers lige midt på deres stole. 
Det havde været en helt fantastisk rejse, og den slags kommer man ikke sovende til, men så er det godt at mor og far kan bære en hjem, når man er blevet mæt og er klar til lidt ro igen. 
Og jeg tænker bare hvor er det her fantastisk. En helt fantastisk rejse vi lige har været på, fyldt med oplevelser. Og hvor er det bare nogle helt fantastiske børn vi har, der smiler til de sover, tager imod hele verden og spreder så meget glæde og kærlighed omkring sig. 

Vil slutte mit alligevel så lange blogindlæg med en stil Emil skrev idag, da vi havde hjemmeundervisnig og de fik lov til at skrive fri stil. 

Emil 7 år

Der var en gang en mus der hed rumle og han var tyk
Han hade langt hår og han hade knæked sin negl
Han brugte ble og han elskede bidor bidor og mig og mine brødrer elskede hinanden og vi legede got sammen
Vi er i Thailand og mor og far har gided os lov til alt vi nogen sinde har prøvet
Og mig og mine brødre elsker mor og far og vi elsker hinanen maget højt
Forvel


Af Tina Ørsted Rosendahl 

3 kommentarer:

  1. Nåååhhhhhhrrrrr, en sød stil!!!!! Sikke en livsoplevelse I giver dem <3<3

    SvarSlet
  2. Hold op hvor oplever I mange spændende ting.
    Har i solgt hus/lejlighed i DK? Og sagt job op inden I rejste?

    Kunne godt tænke mig og høre lidt om forberedelserne inden I rejste.

    Super søde drenge som I har :)
    Hvor gamle er drengene ?

    Hilsen fra Iben

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Iben 😃

      Ja undskyld mit sene svar, men har ikke kunne trykke besvar på min iPad? Idag lykkedes det ☀️

      Det er simpelthen et STORT fantastisk eventyr det her fyld med de bedste oplevelser 🌴😃

      Vi har ikke bolig I Danmark mere, så vi er så godt som hjemløse. Vi har begge job med salg og marketing og kommer hjem til fuldtid igen.

      De første blogindlæg omhandler forberedelse, så der står noget hvis du får tid en dag til at læse dem. Det meste gik med alt det praktiske, så som forsikringer, flytte fra bolig, vacciner osv. Vi har ikke planlagt noget af rejsen, så det brugte vi ikke tid på. Vi har taget en uge af gangen siden vi kom 😃

      Tak ja søde er de ❤️ Rumle er 2 år, Anton 6 år, Emil 7 år og Victor er 10 år

      Hilsen Tina

      Slet